En dag på klinikken
Mandage kan ofte være temmelig hektiske og denne mandag var ingen
undtagelse. Alle var lidt sent på den, vi skulle holde møde og alle
”klinikhundene” løb rundt imellem hinanden (2 nye hvalpe kan
virkelig sætte gang i huset, skulle jeg hilse at sige).
Georg, klinikkens ubestridte direktør (westi med et ego så stort som
rundetårn), befandt sig i garagen, hvor han vogtede over en lille
mus som fortvivlet forsøgte at gøre sig usynlig i et hjørne.
Henriette og jeg blev enige om at det var synd for musen, så jeg
blev sat til at fange den. Jeg fik fat i halen og vi gik ud og satte
den et sted hvor den kunne løbe væk og finde et sikkert sted at
være.
Men den blev siddende bomstille og da kunne vi se at den var såret.
Georg så vældig uskyldig ud, men kunne ikke overbevise os om, at han
ikke var synderen…..
Henriette og jeg diskuterede lidt frem og tilbage om hvordan vi
bedst kunne aflive den hurtigt og humant. Den lille mus sad stadig
bare og kiggede sig omkring, så jeg tog den op igen. Nu kom der liv
i den, den sprællede vildt og voldsomt, og endte selvfølgelig med at
springe ud af hånden på mig. Den hoppede lidt væk fra os, men
mistede så åbenbart modet og igen sad den bare stille.
Georg havde selvfølgelig fulgt det hele fra sidelinien og kiggede
bebrejdende på os; Hvor svært kunne det være ???. Efter lidt snak om
dyrevelfærd, etik og musens muligheder for rekonvalsens, mente Georg
åbenbart at det kunne være nok med al vores ævl, så han besluttede
at overtage ”konsultationen”. I et elegant kraftspring var han over
musen, men den lille fyr havde åbenbart besluttet at den ville gi’
sig selv en chance til, så den stormede i dækning under min kollega
Elisabeth’s bil. Georg, Henriette og jeg lå på knæ og gloede ind
under bilen, men væk var musen. Vi gav op og gik ind for at holde
møde.
Da Elisabeth hørte at en mus havde gemt sig under hendes bil og
endda muligvis et eller andet sted oppe under den, blev mødet endnu
engang udsat. Hun og jeg gik på jagt efter musen, for hun ville
under ingen omstændigheder køre de ca. 50 km hjem, med en stakkels
mus fanget under bilen.
Vi spottede musen inde i hjulet og prøvede med små pinde at få den
til at hoppe ud, men pludselig forsvandt den igen.
Så var der ikke andet at gøre end at finde donkraften frem, hejse
bilen op og pille det hjul af, hvor vi gik ud fra at den sad. Men
der var ingen mus, og selv Georg måtte give fortabt. Godt ærgerlige
og møgbeskidte, satte vi hjulet på igen, sænkede bilen og gik ind
for at holde møde – som nu var over 1 time forsinket.
Midt i det hele kom Georg stolt ind ad døren, halen lige i vejret og
musen i munden!!!
Hvor og hvordan han fik fat i den, forbliver Georg’s hemmelighed,
men nu kunne Elisabeth køre hjem med fred i sindet.