Et kapløb med tiden
Vores græske gadehund Chios, skulle have besøg af kuldsøsteren
Bellis som også var blevet fundet på en losseplads i bjergene på øen
Chios for 1 år siden. Hendes ejer Jeanne og jeg, havde skrevet
sammen og udvekslet billeder af vores hunde og vi glædede os alle
sammen meget til at se Bellis og hendes familie. Lille juleaftensdag
kom de endelig til Lolland. Udover Chios, havde vi også schæferen
Nuno, en tæve på 6 år.
De tre hunde mødtes på en mark overfor vores hus og umiddelbart gik
det fint. De to små legede fint sammen og hvad der udløste det næste
scenarie, aner vi stadig ikke. Som et lyn fra en klar himmel, angreb
Nuno den lille Bellis, som skrækslagen søgte tilflugt ved en bil,
men det gjorde at hun blev fanget og at Nuno virkelig fik fat i
hende.
Det hele tog kun ganske få sekunder, men da Nuno slap og jeg fik
hende ind i huset, så vi at Bellis styrtblødte fra halsen. Jeg greb
bilnøglerne og et håndklæde og så gik det i fuld fart mod Nysted
Dyreklinik.
Vi ankom midt i julehyggen, men det var heldigt for os, da alle
dyrlægerne så var til stede. På det tidspunkt var Bellis slap og jeg
troede virkelig ikke at hun ville overleve. Halspulsåren var revet
over, så der var ikke noget at sige til at blodet sprøjtede.
Henriette og Lieve overtog, og vi gik ud og prøvede at få styr på os
selv.
Lidt efter blev vi sendt hjem, og de ville så ringe når de vidste
mere.
Jeanne og jeg fik talt frem og tilbage om det hele, ingen af os
forstod hvad der fik Nuno til at angribe, eller om vi kunne have
gjort noget for at forhindre det. Måske blev hun forvirret over at
der pludselig var to Chios’er (de ligner hinanden på en prik), eller
om hun ville beskytte Chios.
Jeg var utrolig ked af det, et undskyld kunne slet ikke dække over
det jeg følte, jeg kunne kun håbe at Bellis kom sig.
Kl. 17 kunne vi hente Bellis, som sad og logrede forsigtigt med
halen. Ingen af os kunne fatte at hun havde overlevet, selv
dyrlægerne var overraskede og vi var alle sammen imponerede af den
lille hunds livsvilje og kampgejst.
Det at Jeanne og jeg reagerede så hurtigt, dyrlægernes dygtighed
krydret med lidt held, gjorde at Bellis kunne rejse tilbage til
København og komme sig 100%.
Jeanne kunne dagen efter fortælle at Bellis var helt frisk, hun
gøede af folk som gik forbi på gaden og legede med sine bolde og var
i det hele taget sit gamle jeg.
Jeanne og jeg har stadig god kontakt og Bellis har ingen mén af sit
første besøg på Lolland. Vi skal snart ses igen og ser frem til at
se de to søstre lege.
Nuno er blevet aflivet, selvom jeg aldrig forstod eller tilgav,
savner jeg hende…