Pip
Jeg ved ikke hvad det er med vores mandagsmøder, men endnu engang
blev det forpurret…..
Denne gang kom to damer ind med en lille killing som de havde fundet
på kulturcentret Fuglsang. Henriette tog imod dem og konstaterede at
det lille pus var omkring 4 uger gammel. Der blev talt om at den
skulle ud på katteinternatet på Falster og så blev jeg jo nysgerrig
og gik hen for at se hvad det var de puslede med.
Inden jeg fik set mig om, fik jeg stukket killingen i armene med et
forslag om at jeg da lige kunne tage den i pleje til den kunne spise
selv og dermed ville kunne komme af sted til internatet.
Sådan en sød misling kan jo ikke leve uden et navn og eftersom den
var fundet på Fuglsang, var det meget nærliggende at kalde den Pip.
Sød var den jo, sort med lidt hvidt på brystet og på snuden. Den kom
en tur på brevvægten som viste sølle 420 g.
Så gik turen ud i køkkenet hvor jeg hældte lidt modermælkserstatning
i en skål og den slubrede det lykkeligt i sig. Altså kunne den godt
komme på internat, men jeg kunne ikke nænne det! Arbejdsdagen var
slut så jeg fandt en transportkasse frem og kørte hjemad.
Nu er jeg jo velsignet med verdens sødeste mand, som troligt finder
sig i alle mine idéer om dyr som vi bare MÅ have. Men da jeg fik
dette job, måtte jeg højt og helligt love at jeg ikke ville komme
slæbende med noget som helst – nu måtte jeg være hård og indse at
jeg ikke kunne redde verden!
Sådan en lille killing kan vel ikke gå under betegnelsen ”verden”,
så jeg greb mobilen og ringede til ham – bare sådan lige for at
advare…
”Hej skat – elsker du mig ?”......... ”HVAD har du købt” råbte han i
den anden ende.. ”Jamen jeg har da ikke købt noget, jeg har bare en
lille bitte killing med hjem og den skal kun bo her i højest en uge
– så skal den ud på internatet, der er bare ikke plads lige nu”
(hvide løgne er da ok hvis man nu skal redde verden ikk’ ?). Han
brokkede sig lidt, men vidste godt at det ikke nyttede noget…..
Vel hjemme, blev killingen modtaget med åbne arme af vores to piger
og med knapt så åbne poter af hunden Chios. Katten Pony har aldrig
tilgivet os at Chios flyttede ind og nu var hun for alvor sur. Hun
gjorde sig dobbelt så stor, hvæsede og gik fornærmet ud i køkkenet
og krævede mad NU – sæt nu at vi forventede at hun skulle dele noget
med det lille usle kræ !!!
Da Chios havde tænkt sig lidt om, var det nu okay med en
legekammerat i huset. Da hun er mange gange større end sådan en
lille killing, fandt jeg det store kaninbur frem fra loftet og
lavede en hyggelig bolig til killingen.
Der kunne hun så spise og sove i fred og jeg ville vide hvor hun var
– smart, når nu sådan en størrelse pisker rundt og er let at træde
på i farten.
Da Morten kom hjem og så Pip, kunne han jo heller ikke stå for
hende. Hun lagde sig trygt i hans skød og spandt højlydt og så var
den sag afgjort – hun skulle blive!
Da der nogle dage senere viste sig en mulighed for at hun kunne
komme ud på en gård og blive professionel musefanger, var svaret
nej!
Pip har således fået sig en fast adresse og hun stortrives. Hun og
Chios er blevet rigtig gode venner og får meget tid til at gå med at
jagte hinanden rundt i huset. Pip er i hvert fald ikke bange for
hunden, hun går på hende med krum hals og sylespidse kløer, så
hunden må flygte i fuld fart med Pip i hælene.
Pip er med mig på arbejde hver dag, da hun ikke kan klare sig uden
mad så længe ad gangen. Hun bor i et af burene og hvis der er stille
i huset, får hun lov at gå frit rundt. Vores ubestridte chef Georg (Henriette’s
Westi), har accepteret hende og vil endda lege lidt hvis det ellers
lige passer ind i hans program.
Jeg har endnu engang måtte love min mand, at jeg ikke tager flere
skæbner med hjem, og jeg prøver virkelig at holde mit løfte. Men jeg
kan ikke love at det holder……